Cairn Terrieren er en lille pjusket hund, hvis forfædre stammer fra det Skotske Højland.
Der opstod den for over 200 år siden, og blev brugt til at jage rotter og mus ud af stenbunkerne (kaldet Cairns), som var fordelt ud over det Skotske Højland.
Cairn Terrieren besidder egenskaber som mod, intelligens og vedholdenhed - egenskaber som er pakket sammen i en lille robust krop med en pels som er vejrafvisende.
Oprindelsen
Fra disse oprindelige hunde opstod to typer - West Highland White Terrier og Cairn Terrier.
Nutidens Cairn Terrier er den hund som minder mest om den oprindelige Cairn fra Skotland.
Cairn Terrieren er en fornuftig og selvsikker hund som til trods for at den er selvstændig også er venlig over for alle den møder på sin vej.
Cairn Terrieren findes i dag i lejligheder, villaer og store bondegårde, og finder sig godt tilpas alle steder. Det er en hund som er opmærksom, intelligent og som lever længe. Den er legesyg langt ind i teenageårene og er derved en hund som er meget populær hos børnene.
Cairn Terrieren er en af de mest holdte hunderacer i Danmark.
Et førstehåndsindtryk af Cairn Terrieren
En lille pjusket hund som opmærksomt følger med i alt hvad der sker omkring den, med hoved, ører og hale lige i vejret, øjne der skinner af intelligens og som er klar til at håndtere alt hvad den måtte møde.
Rubust fysisk fremtoning
Cairn Terrieren findes med mange forskellige farver. Helt fra sandfarvet (hvede) over rød til næste helt sort.
Det kan være svært at forudsige hvilken farve en voksen cairn vil få når den er hvalp, da den kan ændre farve hele livet.
Cairn Terrieren er en stor hund i en lille pakke. Den er lille nok til at man kan bære den eller have hunden på skødet, men rubust nok til at kunne tumle med børn .
Cairn Terrierens rubuste udseende gør den også passende som en "mands hund", da ingen mand som har ejet en Cairn på noget tidspunkt vil være flov over dens lille udseende.
Temperament og træning
Som hovedregel er alle Cairn Terrier rimelige selvstændige, og hver hund er unik. Måske vil den sidde på dit skød og blive nusset, men som regel varer det ikke så længe før der skal ske noget andet.
Den er nysgerrig og lærenem og som ejer er det vigtigt at lære den hvem der bestemmer, da den ellers vil prøve at tage pladsen som leder. Bestemt, konsekvent og kærligt lærer du den hvem der er lederen.
Det er en næste umulig opgave at lære en Cairn at den ikke skal jage kaniner, fugle, mus, rotter, mink eller lignende, så derfor vil det i de fleste tilfælde være nødvendigt at lufte sin Cairn med snor på.
Har man mulighed for at lufte sin Cairn i et lukket område, hvor man også kan træne den, vil det være en dejlig oplevelse for den.
Det er vigtigt at aktivere sin Cairn. Hvis den ikke aktiveres kan den sagtens selv finde på noget at lave. Gnave i dine sko eller lignende. Den er intelligent nok til selv at skabe en legesituation, hvis der ikke er andre som vil være med.
Cairn Terrieren er god med børn
Cairn Terrieren elsker at lege med børn, men det er selvfølgelig altid vigtigt at der er tæt opsyn med legen. Den vil ikke acceptere at blive drillet eller blive dårligt behandlet.
Hvalpen skal have mulighed for at få tid alene ind imellem legen, så den skal have et område hvor den kan være uforstyrret og lade op til næste omgang leg.
Levealder og vedligehold
Cairn Terrieren lever typisk i 14-15 år og kan have let ved at blive overvægtige, hvis man ikke holder øje med hvor meget de får at spise.
Cairnens pels skal vedligeholdes med børstning ca. en gang om ugen og trimning hver 3-4 måned. Pelsen er vandafvisende og bør ikke vaskes.
Cairnen fælder meget lidt, hvis man sørger for den ugentlige børstning.
Han eller Tæve
Hvilket køn skal man vælge? Hvis hundene er neutraliseret (kastreret og steriliseret) er der ikke den store forskel på om man vælger en han eller tæve. Hanhunden er en smule større, men det har ingen betydning, da de i forvejen ikke er særlig store.
Nogle mener at hanhunden har en tendens til at være lidt mere kælen og tævehunden lidt mere selvstændig.
Cairn Terrierne er ikke belastet med arvelige sygdomme.
Hvordan finder du din Cairn
Du bør vælge en Cairn som er opvokset i huset med familien, og som er præget på mennesker - gerne mange forskellige. Hvalpene, moderen og de andre voksne hunde skal være velplejede og må ikke vise tegn på skyhed eller aggresivitet.
Det er vigtigt at vælge en opdrætter som du føler dig tryg ved, for det at købe hvalp er en tillidssag.
Hvalpen bør være vaccineret og der bør være en sundhedsattest på hvalpen. I sundhedsattesten fremgår det at dyrlægen har fundet hvalpen sund og rask, at den har korrekt bid og at hanhundene har to normale testikler - på normal plads.
Hvalpene bør kun købes med en DKK købskontrakt, som hindrer misforståelser mellem køber og sælger.